Paris, 2123
_
1. Brevet
_
Takumi Goro Watanabe kaldte kun sig selv "T. G. Watanabe«. Det fandt han mere praktisk. Da han var alene med sig selv, hvilket han var halvfems procent af dagen, kaldte han sig selv "Watanabe." Han ville også tale med sig selv og sige: "Watanabe spiser morgenmad," eller "Watanabe laver sig en dejlig jasminte." Det var som om blot at sige, at aktiviteterne gav dem mere værdi og gjorde Watanabe mere levende. Men nogle gange faldt ordene uhørt, og ikke engang han lagde mærke til dem.
Det var i år 2123, da Watanabe sagde "Watanabe ser ikke nyhederne længere." Fordi han havde nok af det. Han slap endda for det enorme fjernsyn, der fyldte en halv væg og havde kostet ham en formue. Han gav den til naboen, som ikke kunne beherske sig, fordi hun var så glad. Det var ikke en nem opgave at slæbe enheden fra loftet til hendes lejlighed nedenunder, men Watanabe kendte de rigtige mennesker til at gøre det.
Efter de var gået, stod hans nabo foran ham på gangen. Som han havde frygtet, gav hun ham sin rosinkage, som hun havde rost, men som han afskyede, som han kort efter fodrede den anden nabos kat, og som hun til gengæld kastede op på Monsieur Principals balkon en etage under. Det er, hvad katte gjorde i Paris. Og det var det, du havde at gøre med Madame de la Gorges rosinkage.
Rosinerne i den var så tykke og hårde, at T. G. Watanabe altid frygtede, at Madame de la Gorge ville pille kakerlakkerne af væggene i kælderen, hakke dem og tørre dem og derefter folde dem ind i dejen med en dygtig sving af en ske. Eller kagen var fra dengang hendes mand stadig levede. Watanabe vidste det ikke, og han ville heller ikke finde ud af det.
Han kaldte hende "Madame de la Gorge", fordi han havde glemt hendes rigtige navn. Hver gang hun stod foran ham igen med kage eller spørgsmål, smilede han bare, opførte sig som en japaner, der lige var flygtet fra krigen og bøjede sig for hende, selvom han faktisk ikke havde gjort det i årevis.
Watanabe kiggede ud på katedralen og sukkede. Så forlod han Notre Dame og hans køkken. Han trådte ind i sin høje, ubehagelige beton- og glasstue, ikke anderledes end et sterilt kontor eller en hotelobby. Der var to sorte lædersofaer, et stort skrivebord foran gulv-til-loft-vinduet og til højre en lille fyldt bar med to knaldrøde barstole foran. Watanabes skrivebord var state-of-the-art, udstyret med endnu mere avancerede teknologiske fremskridt, der kunne strække sig på kommando som lem af et krybdyrs rumvæsen. Kort sagt: Watanabes stue ville have været en perfekt arbejdsplads for en børsmægler, eller den kunne have fungeret som baggrund for en krimi, hvor den rige forretningsmand blev myrdet lige i begyndelsen. Watanabe satte sig på sin sorte lædersofa og ventede på morderen.
Han kiggede på den tomme væg. Det føltes godt at stoppe med at se nyhederne. Og alligevel havde han modtaget et, et brev, der ventede ham i køkkenet.
Efter at have talt sin nabos skridt, rejste han sig op igen. Madame de la Gorge var iført høje hæle igen i dag, selvom han gentagne gange havde bedt hende om at lade være. Watanabe rystede på hovedet og gik tilbage i køkkenet. Der så han på brevet, som om det kunne få ben eller bide ham. Men han flyttede sig ikke. Den lå bare og ville læses eller ej. Nej, han ville ikke have noget. Han var jo bare et stykke papir fra en meget fjern verden. Det var ikke japansk papir, selvom brevet kom fra Japan. Det betyder: Det var sandsynligvis ikke japansk papir. Watanabe undersøgte det. Han tog brevet og holdt det op til loftslampen, men kunne ikke se noget særligt. Bare hans egen adresse, skrevet med gammeldags kursiv.
Hvem skrev ellers breve i år 2123? Det var næsten, som om han havde modtaget en antik gave. Der stod også "Watanabe" øverst til venstre. Hans far skrev dette brev. Var han stadig i live? Eller om det var en af hans sidste handlinger at skrive dette brev? Uanset hvad det indeholdt, kunne det ikke være noget værdifuldt, fordi hans far ville have sendt det via sikkerhedspost til Watanabes kontor. Men han havde sendt det til sin hjemmeadresse, og det var mærkeligt, for det var ikke nemt at finde ud af T. G. Watanabes hjemmeadresse, det havde han sørget for. Så hvordan fandt hans far ud af adressen? Havde han bestukket nogen? Sætte en detektiv på ham?
Selv husnummeret på loftet var korrekt. Og han fik stavet sit navn. Ingen gjorde det her, de har alle forkortet det her. Han havde ladet ham skrive, tænkte T. G. Watanabe nu. Hans far kendte hiragana og katakana, såvel som kanji, men ikke tegn, der blev dannet ved hjælp af det romerske alfabet.
Til Takumi Goro Watanabe". Dengang udtalte han altid begge navne "Takumi" og "Goro". Da han var ti år gammel, havde hans far forklaret ham, at "Takumi" betød tømrer og "Goro" betød femte søn. Da Takumi Goro Watanabe hverken var en håndværker eller en femte søn, havde navnet ingen betydning for ham. Han ville helst have heddet "Paul Schmidt" eller "Peter Berg" eller havde et andet europæisk eller amerikansk navn.
Han stod foran brevet. Han råbte til ham at sætte sig ned. Han burde læse den. I rækkefølge. "Hvad vil du have?" Watanabe brokkede sig. Hvad kunne hans far ellers sige til ham efter al den tid? Hvorfor havde han skrevet et brev til ham? Watanabe tøvede med at åbne brevet, bange for at rive konvolutten op ville åbne gamle sår. Han frygtede, at dette brev ikke ville fortælle ham noget nyt, eller at det ville fortælle ham noget, der kunne ændre hans liv i et hug.
Han spekulerede på, om det ville være slemt. Hans eget firma kørte bedre uden ham. Han hadede de fleste mennesker, folk overhovedet. Og han vegeterede her, ligesom Madame de la Gorges pjuskede tomcat. Mad blev også bragt til ham. Kun ingen kælede for ham.
Nu tog han en dyb indånding og skubbede køkkenkniven ind under højre flap. Han skar forsigtigt, som om han udførte en farlig operation. Så trak han begejstret et gulnet ark papir og en lille flad datapind frem. Brevet var skrevet med en skrammel håndskrift. Watanabe begyndte at læse.
skrevet den 18. januar 2024
Bente Amlandt Copyright 2024
Comentarios